Åbent Hus i det nye No1 på søndag

Efter tre måneder med håndværkere slår Kulturhuset No1 dørene op igen. Det sker søndag d. 30. september fra kl 15-17. Alle, store som små, er velkomne til at kigge forbi.

Der er bygget om for 1,2 mio kroner og samtidig lagt et meget stort stykke frivilligt arbejde oven i. De seneste dage har frivillige malet, sat gipsloft op, samlet og monteret skabe og gjort rent til den store guldmedalje.

Selv om huset, på grund af ombygningen, har været lukket for arrangementer henover sommeren, har en lang række frivillige været aktive på andre områder. Der har været udflytning af inventar fra huset, der har været holdt byggemøder og endelig er der frivillige, der har ombetrukket alle husets flere end 100 stole. Så søndag er No1 helt klar til at modtage gæster. Og alle er velkomne.

Bliv en del af Fællesskabet

Der brug for mange frivillige for at drive en forening som Fællesskab Tølløse, som er et åbent fællesskab, som alle kan blive medlem af.

”Har du lyst til at blive medlem af et aktivt fællesskab eller blive frivillig i en eller flere af vores arbejdsgrupper, så kan du melde dig allerede på søndag, siger formand for Fællesskab Tølløse Jens Algot, og tilføjer:

”Kom forbi på søndag og se huset og hør mere om Fællesskab Tølløse og de ting, der sker i No1”

Fællesspisning igen fra 4. oktober

Efter åbningen søndag går No1 i gang med fuldt program.

Fra torsdag den 4 oktober er der igen fællesspisning fra kl 17.30. Som altid er tilmelding nødvendig. Det skal ske senest mandag aften før kl. 22.00 via www.faellesskabtollose.dk. Der er max plads til 60.

Efterår med koncerter, børneteater og dans

Efterårets program i Kulturhuset No1 bliver en varieret blanding af musik, børneteater, dans og bognørderi.

Allerede den 5 oktober er der 80’er fest i huset med livemusik af the Formænd og 3-retters 80’er menu. Arrangementet er udsolgt.

Den 15.oktober – i efterårsferien – er der børneteater med Lasses Musikteater. Billetter kan købes på bibliotekets hjemmeside.

Den 25. Oktober  kan du møde romanaktuelle Thomas Korsgaard, som i løbet af sommeren har ligget nr. 1 på Bog & Idés bestsellerliste for skønlitteratur med Hvis der skulle komme et menneske forbi. Arrangementet laves i samarbejde med Holbæk Bibliotek.

I november bliver der mulighed for at danse Salsa med Claus og Heidi som instruktører. Og der er koncerter med både Never2Late og Blueskartellet.

Julejazz

Endelig er der julejazz i No1 lørdag den 15 december med Signe Buus, vokal, Frederik Flach på klaver og Martin Lund på kontrabas. Den københavnske jazztrio spiller en god blanding jazz og lidt julesalmer.

Billetter kan købes allerede nu på billetto – køb før det er for sent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *