Foredrag Gitte Holtze: 4265 km vandring tilbage til mig selv
Kom og lyt til Gitte Holtzes fængslende historie om, hvordan en vandretur på over 4.000 km langs Pacific Crest Trail hjalp hende igennem en livskrise. Det foregår i Kulturhuset No1 i Tølløse onsdag den 20. januar 2027 fra klokken 19.00 til 21.00. KØB BILLET – 125 kr. + gebyr.
Da Gitte Holtze besluttede at gå fra Mexico til Canada, var hun et sort sted i sit liv. Hun var nogle år forinden blevet skilt, hendes far
var død, hun havde mistet sit drømmejob, og så havde hun det sidste år været fanget i et giftigt parforhold, der havde slået buler i
hendes selvværd.
Hun ville gå de 4.265 kilometer gennem den amerikanske vildmark, fordi det for hende stod som det ultimative vandrelivseventyr, men især fordi
hun havde brug for at gøre noget, der lå udenfor hendes komfortzone for at finde ro og retning og troen på sig selv igen.
I foredraget, som bygger på Gittes bog “Jeg lever” fortæller hun om turen gennem brændende ørken og over høje bjerge og vilde floder, om
uventede og uforglemmelige oplevelser, om møder med vilde dyr, stor natur og fantastiske mennesker, om at være evigt beskidt, sulten og
tørstig, om at blaffe og sove i telt alene i skoven og om at gå op til 50 kilometer om dagen.
Men hun fortæller især om at klare udfordringer, man ikke tror, man kan, og at lære at slippe behovet for kontrol og tro på, at det hele
nok skal løse sig.
