Operation lyserød gennemført på Tølløse Fælled
Hvis nogen har observeret, at der i weekenden blev byttet rundt på nogle af træerne på Tølløse Fælled, så er den god nok. Syv hvide japanske kirsebærtræer, som hidtil har stået langs den kommunale sti gennem fælleden, fik nye pladser. De danner nu en hyggelig cirkel ved siden af en af fælledens bænke med udsigt over søen.
Til gengæld blev syv nye lyserøde japanske kirsebærtræer plantet på de hvides pladser. Dermed skulle stien blive helt lyserød, når træerne springer ud til foråret. Det bliver fantastisk flot.
Det hele foregik som altid med frivillige hænder og hjælp fra Claus Jørgensen fra Hjertebjerggård.
H.J. Hansen Recycling Group har doneret kr. 5.000,- til medfinansiering af indkøbet af de nyplantede træer.


