Velbesøgt generalforsamling og to nye æresmedlemmer
Onsdag den 26. marts afholdt Fællesskab Tølløse sin årlige generalforsamling med deltagelse af 63 stemmeberettigede medlemmer. Mødet blev indledt med fællessang, akkompagneret af Bo Basbøll på det nye klaver doneret af Lions Club i Tølløse.
Ændringer i bestyrelsen
Merete Skov Hansen valgte ikke at genopstille, og Malene Bilgrav Schmidt blev valgt som nyt bestyrelsesmedlem. Bo Basbøll og Hanne Nielsen blev genvalgt. Suppleanterne Vibeke Husum og Brit Eriksen var på valg, hvor Vibeke Husum ikke genopstillede. Søren Hansen blev valgt som ny suppleant, mens Brit Eriksen blev genvalgt. Frank Christensen blev genvalgt som revisor, og Kirsten A. Andersen blev genvalgt som revisorsuppleant.
Regnskab for 2024
Kasserer Kaj Ove Jørgensen fremlagde årsregnskabet for 2024, som viste et overskud på ca. 75.000 kr. efter fratrukne udgifter. Et overskud som især skyldtes sparede byggeudgifter ifm renovering af sydsiden af No1 herunder udskiftning af alle døre og vinduer. Budgettet for 2025 blev godkendt, og kontingentet for 2026 fastsættes uændret til 250 kr. om året.
Æresmedlemmer
Merete og Lennart Skov Hansen blev udnævnt til æresmedlemmer af Fællesskab Tølløse som anerkendelse for deres store indsats gennem de sidste 10 år. De modtog beviser og gaver fra foreningen, og hele forsamlingen hyldede dem med en stående klapsalve.