Flyvende Breve: Sange af Benny Andersen

Med kærlighed, glæde, ydmyghed og respekt kaster trioen Flyvende Breve sig ud i egne fortolkninger af Benny Andersens kendte og mindre kendte sange. Fredag den 5. april besøger de Kulturhuset No1 i Tølløse. KØB billet 130 kroner plus gebyr.

Det bliver med sange fra Svantes Viser, fra Rosalinasangene og fra de senere sange om næsten alt mellem Himmel og Jord. Om livet og (næste)kærligheden. Om smerten, melankolien, utilstrækkeligheden og døden. Men altid med humoren – og på trods – troen på og glæden ved livet som grundtone. Det er sange vi har levet med og sunget med. Sange der er blevet en del af vores fælles kultur. Sange ”til enhver der har elsket og lidt”. Vi synger og spiller sangene og fortæller historierne.

Benny Andersen og Poul Dissing er her ikke mere – men sangene lever. Heldigvis! Tak for dem og tak for sangene! Flyvende Breve sender dem videre.

De tre rutinerede musikere har rødder i jazzen, folkemusikken, rocken, latinamerikansk musik og i visetraditionen. I Flyvende Breve mixes rødderne til et nyt musikalsk udtryk i Benny Andersens vidunderlige, poetiske, humoristiske, sørgmuntre og finurlige sange.

Flyvende Breve består af pianisten Johannes Madsen, sangeren Jakob Kiørboe, og guitaristen Jens Albert Nielsen.