Historien bag Kulturhuset No1
Lørdag den 6 februar 2016 fik borgerne i Tølløse og omegn deres eget kulturhus. Det skete som et resultat af frivilliges arbejdsindsats, borgernes vilje til at købe folkeaktier i projektet og to store donationer fra henholdsvis Sparekassen Sjælland og Holbæk Kommune.
Og det nye lokale kulturpalads var fyldt til bristepunktet, da stedet slog dørene op på dagen. Det skete ved et festligt åbningsarrangement med tale af borgmesteren og med underholdning af bl.a. Sejergaardsskolens bigband og jazzduoen Grammofon. Her kan du se videoen fra den store dag.
Forud lå måneders målrettet arbejde udført af en selvstændig gruppe af frivillige.
Borgerhusgruppe solgte folkeaktier for 150.000 kroner.
Det var den såkaldte borgerhusgruppe, der trak det store læs med at skaffe de første 150.000 kr. til køb af bygningen. Det skete ved at sælge folkeaktier til borgerne i Tølløse og omegn. Løftet var at lave et kultur- og borgerhus for hele Tølløse.
Gruppen bestod af Britt Rosenstand, Brit Eriksen, Lennart Skov-Hansen, Flemming Jørgensen, Thorsten Grenaae og Jesper Knudsen. Der blev ringet på de fleste dørklokker i Tølløse og Gl Tølløse. Og så stod der fast en sælger med folkeaktier foran Brugsen gennem flere måneder. Gruppen endte med at sælge aktier til byens borgere for 150.000 kroner til købet af Kulturhuset No1. Historien skrives færdig ved lejlighed ….
Senest er huset henover sommeren 2018 blevet moderniseret og renoveret for ca 1,2 mio kroner. Næsten en million blev skaffet fra fonde. Dermed kulminerede et stykke fundraising arbejde, der blev startet i borgerhusgruppen i 2015 og afsluttet i 2018. Ombygningsprojetet er tegnet af arkitekt Nicolas Munkø.