Søren Bo Bojesens båltale

Sankt Hans tale Tølløse Fælled 23. juni 2023

Af Søren Bo Bojesen, Stiftforvalter, oberst

Mange tak for opfordringen til at holde talen her på Tølløse Fælled Sankt Hans aften!

Lad mig indlede med at slå fast, at Sommersolhverv og årets længste dag er den 21. juni; det var altså i onsdags. Men traditionen byder jo, at vi fejrer Midsommer i aften.

Sankthansaften. Den længste dag. Den korteste nat.

Om lidt skal vi synge Midsommervisen: ”Vi elsker vort land” – på den gamle melodi!

Jeg har været i internationale missioner, dvs. udsendt af Forsvaret, flere gange siden 1995, og jeg har derfor holdt Sankt Hans taler ude i verden: på Balkan, i Rusland og i Centralasien.

Den verselinje: ”Vi elsker vort land” får en meget nærværende betydning, når man er langt hjemmefra – for jeg er sikker på, at Holger Drachmann, som skrev Midsommervisen, der er skrevet til eventyr-komedien ”Der var engang”, absolut ikke tænkte på Kosovo, Moskva eller Kabul i Afghanistan.

Jeg gør det i hvert fald ikke. Og Drachmann, han tænkte på Danmark – og det gør vi alle sammen, som her er samlede for at fejre Skt. Hans i aften.  Det rykker lidt, når vi synger ”vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde”, for sådan en lun, lys sommeraften med de mange tændte bål ud over landet er nu noget af det mest danske, man kan forestille sig – også selv om der er afbrændingsforbud…!

Sankthansaften. Den længste dag. Den korteste nat.

Det at tænde bål er en gammel skik. Mange tror, at Sankt Hans kun drejer sig om at brænde heksen af. Det gør det skam ikke! Det er en ældgammel, middelalderlig skik; ilden skulle beskytte menneskene imod de onde magter, der huserer på denne Midsommeraften. Den længste dag. Den korteste nat.

Men bålet er også et ældgammelt signalmiddel. Når det var ufredstider, og fjender nærmede sig, tændte man bål – eller en bavn, som det hed – på det højeste punkt i sognet, deraf navnet Bavnehøj. Det var normalt en kæmpehøj, hvor man i fordums tid havde begravet sine døde. Når der blev tændt bål, var det et signal til naboerne om, at noget var rivende galt, altså en advarsel og dermed et signal til mobilisering. Naboerne tændte så deres bavn, og således signalerede man til hinanden og advarede hinanden.

Det begyndte altså som en hedensk midsommerfest. Den blev fortsat, da kristendommen kom til Danmark. Skt. Hans. ”Hans” er det danske navn for Johannes, og Skt. Hans er Johannes Døberen – det er ham med Johannes Evangeliet. Så det er også Skt. Johannes’ Dag, vi fejrer.

Og heksen på toppen af bålet, som vi brænder af – hvis vi ellers må? Det er en tysk tradition med at sætte en heks på bålet og så brænde hende af, som tyske arbejdere bragte med sig til Danmark  i starten af 1900-tallet. Ifølge tysk overtro samles heksene nemlig i aften på Bloksbjerg – eller Brocken – som bjerget, der ligger i Harzen i Tyskland, hedder og holder kæmpe party – er det mon Brockenhell? Men i Danmark blev det først almindeligt at brænde hekse af på sankthansbålet i 1950erne og 1960erne.

Så hvad har vi så i aften? En fejring, der er et sammensurium af middelalderlig, tysk og nordeuropæisk overtro, skandinavisk tradition og kristendom.

I Midsommervisen lyder en af de mest centrale verselinjer: ”Vi vil Fred her til Lands, Sankte Hans, Sankte Hans. Den kan vindes, hvor Hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde”.

Det kan godt lyde lidt gammeldags og højtravende: ”Vi vil Fred her til Lands”, men tag ikke fejl – det er jo det samme, som når vi siger, at vi tror på fred og frihed og demokratiske værdier. Store ord, når man sådan smager lidt på dem: Fred…og frihed…og demokratiske værdier…

Det skal være min påstand, at det at tro på fred og frihed og demokratiske værdier ikke har været mere relevant end netop i disse dage, for i de seneste godt 30 år – siden 1991 – har vi været lullet ind i den fejlopfattelse, at vi var trådt ind i en ny epoke, hvor tanken om en krig mellem landene i Europa forekom fuldstændig usandsynlig.

Selv, da Rusland i 2008 angreb Georgien og derefter i 2014 annekterede Krim og samtidig støttede de russiskvenlige separatister i det østlige Ukraine, var Vestens reaktion begrænset til nogle få, ineffektive sanktioner, og holdningen gik i retning af: nåh ja, de mener det jo ikke så slemt eller: OK, men lad det så ikke ske oftere…!

Først, da Præsident Putin den 24. februar sidste år iværksatte en uprovokeret, ulovlig angrebskrig imod Ukraine, som vi i Vesten blot kunne iagttage med en blanding af vantro, foragt, afmagt og forfærdelse – først da stod det endeligt klart for Vesten, at Rusland aldrig har været et “normalt” land, men snarere en revisionistisk kolonimagt, besat af sin imperiale fortid og paranoisk krænket af det “kollektive Vesten”, der angiveligt påtvang Rusland – og resten af verden – sine “spilleregler” efter at have vundet Den Kolde Krig.

I dagene efter Putins invasion af Ukraine diskuteredes det i Vesten, om ikke Putin havde ret i at føle sig truet af NATOs udvidelser mod øst, og et af argumenterne lød: Var det virkelig nødvendigt med de udvidelser?

Men det er efter min mening ”at spænde vognen for hesten”. Det er med andre ord 100% Omvendtslev!

For det var ikke NATO, der indlemmede hele Østeuropa; det var medlemmerne af den tidligere Warszawa-pagt, der flygtede ind i NATO.

I Estland, Letland, Litauen og i Polen og i de andre østeuropæiske lande forstod man – i modsætning til mange af de gamle NATO-lande, dvs. os! – at det var nu – lige nu – man skulle gribe chancen, inden Rusland igen ville genvinde kræfterne til forhindre det. Russerne kommer nemlig igen… For vi må ikke glemme, at Rusland er en kolonimagt.

Man kan faktisk med en vis ret sige, at vi i Vesten selv har været ude om den russiske aggression. Ikke fordi, Putin følte sig truet af NATO, men tværtimod fordi han ikke var bange for af NATO.

Af lutter magelighed og af frygt for at provokere har NATO og Vesteuropa – på nær nogle få nationer – nedrustet. Igen og igen, år efter år, høstede vi fredsdividenden, mens Rusland moderniserede og oprustede deres væbnede styrker.

Og det russiske angreb på Ukraine har i den grad været et wake-up call for Vesten. Samtlige medlemslande i NATO og EU demonstrerede meget hurtigt efter angrebet et robust sammenhold og en enighed, der kom som en overraskelse både for Putin i Kreml – og i grunden da også for os her i Vesten!

Vi må aldrig glemme, at der er ting, man med våben i hånd må og skal forsvare sig imod.

For frihed og fred er ikke givne ting, og vi ved nu, at der findes kræfter, der ikke vil os det godt. Fremmede magter har allerede en intensiv desinformationsindsats rettet imod lande som Danmark, der har til formål at nedbryde mening, fælles sandhed og indbyrdes tillid.

De gamle romere sagde: ”Si vis pacem, para bellum”; ”Hvis du ønsker fred, så forbered dig på krig”.

Vi skal og må leve op til vore forpligtelser som medlem af NATO – den alliance, som har sikret fred og frihed i vores del af verden i de seneste mere end 70 år.

Vi elsker vort land; vi vil fred her til lands!

Tak for jeres opmærksomhed, og lad os så sammen med Linnea synge Drachmanns og Lange-Müllers smukke Midsommervise!