Sankthansbål i Tølløse
Sankthans nærmer sig. Så hvis du leder efter bål, hygge og midsommersang, så arrangerer Fællesskab Tølløse igen i år bålfest på Sankthans pladsen på marken lige efter Lidtgodtvej. Det sker lørdag den 23. juni
Kig efter flagalléen på højre side af Jernbanevej, så finder du let arrangementet.
Det er endnu en gang Claus Jørgensen fra Hjertebjerggård, der stiller sin mark til rådighed for byens borgere.
Pladsen åbner klokken syv, hvorefter formand for Fællesskab Tølløse, Jens Algot, byder velkommen.
Der vil være mulighed for at bage snobrød med børnene. Vi har dej og pinde, mangler kun snobrødsbagere.
Der vil også være lidt underholdning. Klokken halvni giver Ragna Ea og Per Nielsen et par numre fra deres nye EP.
Rikke Rasch fra Tølløse Festivalen kommer også forbi og fortæller lidt om årets festival. Du kan selvfølgelig købe festivalbilletter på pladsen.
Båltale og midsommersang
Årets båltale holdes af Anders Larsen fra Tølløse . Det sker klokken ca. kvart i ni.
Derefter stryges aftenens vigtigste tændstik, når Claus Jørgensen tænder det store Sankthansbål.
HVIS det stadig er meget tørt på dagen, kan vi blive nødt til at skrue ned for bålets størrelse.
Traditionen tro bliver der sunget midsommervise og lidt til, når bålet er tændt. Det er også Ragna Ea, der synger for. Hun akkompagneres af Steen Bjerregaard Christiansen.
Der er ikke toiletter på pladsen. Og tag evt. selv en campingstol med, der er ingen siddepladser på pladsen.
Daniel fra FOFU griller på pladsen
Daniel fra FOFU sælger beefdogs, pulled pork sandwich og ristet m. økobrød på pladsen. Fællesskab Tølløse sælger øl, vand, kaffe og kage.
Det er igen i år Fællesskab Tølløse, der står bag Sankthansfesten – med hjælp fra mange frivillige hænder.